Ærte- og avocadopuré med kørvel
En stor del af den nyere del af haven på Garden of Lemons er plantet til med avocadotræer, så fra december til det tidlige efterår når avocadoerne er i sæson, ryger der mange store frugter ned i kurven, når vi henter grøntsager i haven til køkkenet. Området syd fra Granada er meget rigt på vand trods lange og varme somre, og allerede romerne udviklede et avanceret vandingssystem som araberne senere udbyggede. Systemerne fungerer den dag i dag og sikrer adgang til vand fra Sierra Nevada bjergene, som gør Granada provinsen grøn og frodig året rundt. Avocadotræerne elsker vand og stortrives på grunden. Og så er det så genialt med avocado, at de først modner efter, at de er plukket, så vi har noget af et spisekammer hængende i haven.
Ofte blender vi perfekt modnede avocadoer med ærter til en puré, der er både hurtig at lave og smager helt vidunderligt på crackers til et glas vin. Eller som fyld i en kikærtepandekage eller smurt i en sandwich med tynde skiver af radise, et par skiver salte citroner i olivenolie og salatblade en dejlig forårsdag på vej ud i det grønne.
500 g
Ingredienser:
- 300 g ærter, gerne fra frost
- 1 stor avocado, 200 g
- 3 spsk olivenolie
- 1 citron, saft og skal
- 10 kørvel- eller mynteblade
- 1 fed konfiteret hvidløg eller ½ fed frisk hvidløg, fintrevet
- salt og friskkværnet sort peber
- mynte, kørvel eller anden krydderurt
- olivenolie
Damp ærterne kort, og hæld vandet fra gennem en sigte som bagefter sættes direkte ned i en skål med iskoldt vand for at lynafkøle ærterne. Afkølingen gør, at ærterne beholder deres grønne farve. Blend ærter med avocado, mynte, olivenolie, hvidløg, citronsaft og citronskal. Smag til med salt og peber og citronsaft. Drys med strimlede kørvelkviste eller mynteblade og dryp list olivenolie på toppen.