Vælg en side

Så udkom vores første kogebog! 

CITRONER er i sandhed en hyldest til citronen – både i det søde og salte køkken. På Garden of Lemons bruger Henrik Vilain og Ingo Schauser citroner i stort set alt, for citronen skaber dybde, kompleksitet og en perfekt smagsbalance mellem sødt, salt og surt i enhver opskrift

 

Det grønne køkken

Bogen indeholder 78 inspirerende opskrifter med citroner, der alle er enkle at gå til. Opskrifterne hylder i særdeleshed det grønne køkken og krydderurterne, som høstes i favnfulde og bruges i overflod sammen med citroner og krydderier fra verdenskøkkenet.

Oplev, hvordan gulerodens sødme karamelliserer med citronsaft, spidskommen og kanel i ovnen, serveret sammen med en tahindressing, yoghurt og citron. Eller kartofler bagt i bouillon med citronskal og laurbær – en helt enkel og aromatisk øjenåbner.

Du får opskrifter til friske og fortryllende limonader, og inspiration til en stribe af de skønneste desserter og kager som citrontærte, brownies med hvid chokolade, citron og mandler og den skønneste citronskum. Til spisekammeret får du citronmarmelader, lemoncurd og pickles.

Garden of lemons 

Opskrifterne udspringer fra køkkenet på refugiet Garden of Lemons i Andalusien, som ligger midt i en gammel citron og olivenlund. Stedet er en oase syd for Granada med citrustræer, ældgamle oliventræer, duftende blomster og roser og en køkken- og frugthave, der forsyner køkkenet året rundt.

Grundlæggerne af Garden of Lemons, Henrik og Ingo, giver i bogen mange eksempler på, hvordan enkle og kontrasterende retter kan sættes sammen, så de udgør et moderne måltid, der fryder øje, næse og gane. 

Bogens opskrifter er desuden en oplagt inspiration til brunch, frokoster, middage – og de helt spontane lejligheder, når den lille sult melder sig! Skallen, saften eller pulpen af frugten skaber mirakler på et øjeblik.

CITRONER er udkommet på forlaget Muusmann og koster 299,- kr.