Dagsprogram
Fredag 25. september
- Mødetid kl. 9.20 i Kastrup Lufthavn Terminal 2.
- Afgang med Norwegian D8 5071 kl. 11.20.
- Ankomst til Malaga kl. 15.00.
- Kørsel ca. 1½ time i lejet bus til Garden of lemons.
- Indkvartering, infomøde, velkomst og tapas på refugiet.
.
Lørdag 26. september
Vandring i nærområdet Gåtur til søen med rundvisning i Melegís landsby – herunder besøg i kirken
Efter morgenmaden, der indtages på de steder, man er indkvarteret, mødes vi kl. 10 til ugens første refleksion i orangeriet på Garden of lemons. Herefter får vi en introduktion til området og dens historie ved at gå en tur i den pragtfulde natur omkring refugiet. Turen går først langs landevejen til flotte udsigtspunkter, hvorfra man henover søen ser dalens landsbyer ligge som små juveler i det smukke landskab. Vi kommer forbi kirkegården med dens tætte sydlandske stemning og et mindesmærke over borgerkrigens ofre, og går videre ad en flot vej tværs igennem oliven- og appelsinlunde ned til søen. Videre langs med floden ind til selve byen Melegís, hvor vi vil få en guidet rundvisning, og hvor vi slutter af med et kort besøg i den forbløffende store og smukke kirke.
Turen er let at gå og tager ca. tre timer inkl. rundvisning. Længde: 8 km
Søndag 27.september
Poesi og mystik i naturparken Sierra Nevada
Dagen byder på en vandring krydret med poesi i hjertet af de fantastiske bjerge Sierra Nevada. Undervejs hører vi poesi af poeten og mystikeren San Juan de la Cruz (John of the Cross), der levede 1542-1591, og stadig hører til én af de største spanske digtere gennem tiderne. Den spanske præst og professor Daniel Muñoz vil gå turen sammen med os og give os en introduktion til poetens liv og værker. Vi vil i løbet af vandringen i de overvældende og smukke bjerge få digtoplæsninger, der viser poetens store inspiration fra naturen.
Længde: 9 km, ca. 3,5 timer, let at gå – vandresko anbefales
Mandag 28. september
Granada – en guidet byvandring, rundvisning på Alhambra samt middag i den arabiske
bydel
Udflugten starter kl. 10. Den guidede byvandring tager udgangspunkt ved rådhuset i Granada og fører os igennem store dele af den gamle by, forbi det gamle silkemarked, renaissance/barok- bydelen med den storslåede domkirke, bispepalæet og Capilla Real. Efter en frokostpause på egenhånd er der tid til at opdage byen – men for de, der har lyst, fortsætter turen videre op igennem det gamle arabiske kvarter “El Albaicín” (der står på UNESCOs verdens kulturarvsliste) til pladsen ved kirken San Nicolás, hvorfra man oplever en mageløs udsigt over kongeslottet Alhambra med Sierra Nevadas mægtige bjerge i baggrunden.
Afslutningsvis krydser vi floden og går ad en smuk lille bagvej op til selve Alhambra, hvor der, mod en egenbetaling på 400 kr., være mulighed for at deltage i en guidet rundvisning (ca. kl. 15-17.30). Det ikoniske kongeslot Alhambra er en af Spaniens største turistattraktioner og afspejler Granadas rige historie. Slottet er bygget i en eventyrlig arabisk arkitektur og ligger med sine smukke romantiske haver højt over byen. Vi får en super dansktalende spansk guide til at introducere og tage os med på en 2 1⁄2 timers guidet og berigende rundtur.
Middagen indtages på den pragtfulde restaurant Morayma, et historisk hus bygget i traditionel andalusisk stil med uforglemmelige udsigter over slottet og byens tage.
Tirsdag 29. september
Fridag
Efter en kort refleksion i Orangeriet på Garden of lemons er resten af dagen til fri disposition. Fridagen kan bruges til at ligge ved poolen eller til at sidde i skyggen af et citrontræ for at læse eller simpelthen nyde stilheden og udsigterne fra refugiet. Dagens centrale træfpunkter bliver de to udsøgte måltider, frokost og middag, som begge indtages her.
For de “utrættelige” tilbydes en kort men spektakulær vandretur til det unikke naturområde i Barranco de luna i Saleres tæt på refugiet. Vandringen går igennem flodlejet i slugten Barranco de luna og byder på en helt enestående naturoplevelse. Her har tusindvis af års erosion skabt en ca. én km lang dyb kløft med stejle sider, der som hugget af en kunstners hånd er af ubegribelig og stor skønhed. Store dele af denne tur går i selve floden. Denne tur koster 150 kr. (20 Euro) og betales på dagen.
Længde: ca. 3 km, noget af turen går vi i selve flodlejet. 2 timer – medbring skotøj, der kan tåle at blive vådt. (sportssandaler/kondisko eller lignende)
Onsdag 30. september
Kystvandring i naturparken Cerro Gordo / møde med kunstnerparret Dorte Krabbe og Arne Haugen Sørensen i Frigiliana og fritid på egen hånd samt middag i byen
Naturparken “Cerro Gordo” ligger på grænsen mellem Malaga og Granada provinsen og strækker sig 12 km langs kysten og flere steder langt ud i havet. Området er karakteriseret ved dybe og spektakulære skrænter med smukke strande og bugter. På klare dage kan man nyde udsigten helt til Afrika. Vi kører ned til stranden Cantarrijan, og vandrer på en natursti til et vagttårn, hvor vi vil nyde den flotte udsigt – og den medbragte sandwich. Herefter vil der være en kærkommen lejlighed til en dukkert i Middelhavets bølger.
Gåturens længde: 5 km langs kysten. 1,5 timer. Vandresko anbefales.
Fra stranden kører vi med bus op i baglandet til byen Frigiliana, hvor vi får lejlighed til at møde kunstnerparret Dorte Krabbe og Arne Haugen Sørensen. Måske bliver der mulighed for at møde dem i deres hjem og atelier. Parret driver også et smukt galleri i centrum af byen, som vi naturligvis også besøger. Herefter er der tid på egen hånd. Senere mødes vi til middag på en skøn restaurant med en helt vidunderlig udsigt over landskabet med Middelhavet i baggrunden.
Torsdag 1. oktober
Nigüelas, vandring på Kærlighedsstien ved foden af Sierra Nevada
Ugens sidste vandring fører os til den idyllisk landsby Nigüelas, hvor vi vil begynde med en kort besigtigelse af Europas ældste olivenmølle. Et meget imponerende syn! Herefter går vi en smuk tur langs den såkaldte Kærlighedssti lige ved foden af de mægtige Sierra Nevada-bjerge ned til floden, hvor vi vil spise en frokost “i det grønne”, inden vi vender tilbage til Garden of lemons.
Længde: 5 km, 3 timer inkl. museumsbesøg – let at gå.
Mætte af indtryk men samtidig sultne og forventningsfulde efter Henriks afslutnings-gourmé-middag tilbringer vi den sidste aften på Garden of lemons i fornøjeligt selskab – om vejret tillader det, vil det ske under åben himmel. Gemmer der sig skjulte og underholdende talenter i forsamlingen, må det gerne afsløres denne aften!
Vi slutter aftenen med en rørende flamenco-koncert med Eva Romo og Antonio Capote.
Fredag 2. oktober
Afrejse
- Afrejse fra Garden of lemons kl. 13.30.
- Ankomst Malaga lufthavn kl. 15.15.
- Afrejse Malaga lufthavn med Norwegian D8 5074 kl. 17.15.
- Ankomst Kastrup lufthavn kl. 20.50.