Yinmind yogarejse med Katrine Gislinge

på Garden of lemons

Dato: 7.-13.06.2020

Pris: 8.900 kr. plus fly

Garden of lemons ligger i den andalusiske dal Valle de Lecrín syd for Granada i ét af de smukkeste og mest frodige områder af det sydlige Spanien. Et møde med et autentisk og duftende Spanien lige uden for døren.

I disse eventyrlige rammer, omgivet af ro og skønheden i citron- og appelsintræer, gamle oliventræer og betagende udsigter tilbyder Katrine Gislinge sammen med værterne Henrik Vilain og Ingo Schauser en yinmind yogarejse med daglige yoga-sessions, vidunderlig vegetarisk mad, vandreture i den enestående smukke natur og masser af ro for krop og sjæl.

Først og fremmest oplever jeg yoga som en vej til ro og indsigt i både krop og sind, og netop gennem yin yogaen, har jeg lært at stilne mit sind, trække mit vejr, sove om natten (!) samt  fundet en ny og mild glæde ved bare at være.

Yoga er forbundet med sundhed, smidighed, styrke og stresshåndtering, og de indlysende goder, som f.eks. ligger i de dynamiske yang-prægede yogaformer, er blevet uundværlige i min daglige praksis; men også den blide yin yoga har hjulpet mig på en livsomvæltende måde.

Katrine Gislinge

Yinyoga instruktør

I 2019 færdiggjorde Katrine Gislinge en yinmind yoga uddannelse, og det er netop yin yoga hun vil undervise i på retreatet på Garden of lemons.

Yinmind er en fordybende og meditativ yogapraksis, hvor du via langvarige, passive stræk smidiggør og strækker bindevævet i hele kroppen. Gennem rolige vejrtrækningen kommer du ind i en tilstand af hengivelse, hvor det ikke længere handler om at gøre, men om at være. Du kultiverer din evne til at mærke små sansninger i din krop og lærer at mærke dit sind og din krop på en helt ny måde. Katrine fortæller, at hengivelse har været kodeordet for hende. Vi starter formiddagen med mere dynamiske øvelser med fokus på vitalitet. Sidst på eftermiddagen / om aftnen dykker vi ned i den meditative, blide yin yoga som tager os ned i det parasympatiske nervesystem.

Yin yogaens blide langvarige stræk, hvor kroppen giver efter sammen med din dybe vejrtrækning, får også fat i dit bindevæv, hvori der kan sidde mange uforløste spændinger. Din krop “resetter” så at sige sig selv i samspil med dit sind. Kroniske smerter kan forsvinde. Yinmind yogaen supplerer med et positivt mindset, som kan afhjælpe eventuelle blokeringer og sceneskræk. Anbefales til alle fra bogholdere til musikere, fra skuespillere til dansere.

Til daglig er Katrine Gislinge koncertpianistinde i særklasse. Hendes karriere som pianist har bragt hende vidt omkring i musikverdenen, både som solist, med og uden symfoniorkstre, og i kammermusik sammenhænge. Men karrieren og selvkritikken har også bragt hende vidt i det mentale felt, og for at kunne yde det maximale som kunstner og have det bedst muligt som menneske, har det på præstationsparametret været nødvendigt for hende, at være så meget i balance med sig selv som muligt, gøre sig fri af negative tankemønstre og slippe unødvendig nervøsitet. Her har yinmind yogaen hjulpet hende, og den er i dag en vigtig del af hendes liv. En del hun holder af at videregive til andre.

Katrine fortæller: “Hver dag vil jeg fokusere på forskellige kropssegmenter og forsøge at komme hele kroppen igennem i løbet af ugen. Da yoga er en holistisk praksis, kommer jeg også til at tale om de energetiske niveauer, meridianbanerne, som vi stimulerer i de forskellige øvelser. Dette ‘mere’ eller ‘andet end bare nogle fysiske stræk’, er jo netop det der gør yoga anderledes end andre gymnastikformer og afspændingsøvelser. Og du behøver ikke være spirituel eller spirituelt troende, for at kunne tage de forskellige øvelser til dig eller genkende dig selv i de forskellige ord, der kommer på oplevelsen.”

Kombinationen af stedets skønhed, daglig yinyoga og smuk og nærende vegetarisk mad tilberedt af stedets kok, Henrik Vilain, vil gøre, at du kommer hjem fyldt med ro, overskud og glæde. Maden på Garden of lemons er en fryd for både øje, næse og gane!

I løbet af ugen har du mulighed for at deltage i to vandreture med Ingo i den smukke, fredfyldte og frodige natur omkring Garden of Lemons.

Midt i ugen tilbydes en guidet udflugt til Granada som er fyldt med kultur, historie – og shoppingmuligheder! Men du kan også vælge at nyde en fredfyldt stund på stedet.

På Garden of Lemons har vi tilknyttet en dygtig lokal massør, Antonio, som kommer på Garden of Lemons og giver massage.

Pris og indkvartering:

Pris: 8.900 kr. plus fly

enkeltværelsestillæg: 1.000 kr. 

BEMÆRK: Rejsen administreres af Granada Kulturrejser, der er medlem af Rejsegarantifonden. Administration og køb af flybiletten er inkluderet i prisen. Flybilletten købes til den dagsaktuelle pris. Hvis I ønsker at købe fly på egen hånd eller ankommer nogle dage før for at at opleve Malaga, så er der fælles afhentning fra Malaga lufthavn den 7.6. kl 15.45. Når kurset slutter 14.6 så er der transfer fra Garden of Lemons mod Malaga så den passer med afgang fra Malaga Lufthavn kl.16.30. Rejser I flere på samme tid, kan vi godt arrangere transport uden ekstra omkostninger på et andet tidspunkt. Dette koordineres med Garden of Lemons. 

Retreatet købes som en samlet pakkerejse og inkluderer:

  • administration og køb af flybillet ved GRANADA.DK – Tlf.: +45 8689 3191
    kulturrejser@granada.dk 
  • transfer tur/retur Malaga – Valle de Lecrín
  • 6 overnatninger på Garden of lemons i enten Jardín de los limones eller El Limón
  • fuldpension som består af vegetarisk morgenmad, frokost og aftensmad
  • te, kaffe, vand i løbet af dagen
  • 1,5 timers yoga morgen og aften alle dage. (10 gange)
  • to frivillige vandreture i nærområdet
  • kørsel frem og tilbage mellem Garden of Lemons og El Limón for dem der bor i huset El Limón

Prisen inkluderer ikke:

  • Flyrejse til Malaga
  • Udflugt til Granada med guidet tur i den gamle by (40 €)
  • 1 times massage på Garden of lemons (40 €)
  • Rejse- og andre forsikringer

Om overnatningsmulighederne: 

Der er i alt 8 dobbelt-værelser, 3 i hovedhuset, 3 i to nybyggede gæstehuse i haven og 2 i landsbyhuset El Limón. Indkvarteringen foregår efter ønske og ”først til mølle” princippet.  Hvis der er flere tilmeldte end værelser hos Garden of Lemons, er der også mulighed for at bo på hotel Los Naranjos i landsbyen, ca. 15 min. gang fra Garden of Lemons. Dette vil være til en reduceret pris på kr. 600 for delt dobbeltværelse (8.300 kr.) per person og kr. 800 for enkeltværelse ( 9.100 kr.). 

For mere information om indkvartering klik her

Rejsen tilbydes i samarbejde med Global Tours, som er teknisk rejsearrangør og medlem af Rejsegarantifonden.

Tilmelding: klik her

Herefter vil du modtage en bekræftelse og information omkring betaling fra Global Tours. Det er ligeledes Global Tours som står for bestilling af flybilletter. Prisen for flybilletten afhænger af pris på booking dagen.

Retreatet købes som en samlet pakkerejse, og du vil blive opkrævet et depositum på kr. 2.000 ved tilmelding. Restbeløbet skal indbetales senest 2 måneder før afrejse. Hvis du tilmelder dig senere end 2 måneder før afrejse, vil det fulde beløb blive opkrævet på én gang.

Vi opfordrer til at tegne en afbestillingsforsikring.